Det gamle kommunehospital mellem Søerne og Botanisk Have i København står over for en omdannelse til et nyt byområde.
Det 71.500 kvadratmeter store område skal forvandles til et byområde med boliger, caféer, restauranter, butikker, værksteder, kontorer og plads til andet erhverv. Planerne er, at mindst 10 og maksimum 50 procent af boligarealet skal blive til ungdomsboliger. Samtidig skal de offentlige haverum give plads til ophold, aktiviteter og byliv, og der er blandt andet mulighed for etablering af en friluftsscene. Der bliver også mindre haver til beboerne med plads til leg og ophold.
Københavns Universitet benytter på nuværende tidspunkt stadig området for det gamle kommunehospital, men de forventes at flytte ud om nogle år, hvorefter omdannelsen så kan begynde. De fleste af de eksisterende bygninger er fredede, og derfor kan der ikke indrettes boliger i dem. Til gengæld giver den nye lokalplan mulighed for tre mindre nybyggerier på tilsammen cirka 3.700 kvadratmeter. De skal opføres i samme arkitektoniske stil som de gamle bygninger med gule tegl, skifertage og røde murbånd.
Der er for nuværende hverken starttidspunkt eller sluttidspunkt, men lokalplanen forventes godkendt i slutningen af 2026.
Interesseret i projektet? Læs mere og følg udviklingen i vores database.
Få en demo og gå derfra med reel data på relevante projekter efter eget valg – kvit og frit.