En række nye klimakrav for nybyggeri har længe banket på, og nu er døren sparket ind. Den 1. juli gjorde et nyt bygningsreglement nemlig sit indtog i byggebranchen. Kravene udspringer af en bred politisk aftale, der blev indgået i maj 2024, og sigter mod at gøre byggeriet mere bæredygtigt.
Men hvad betyder dette nye bygningsreglement i praksis? Ifølge en artikel fra Licitationen beskriver flere aktører det som det rene vilde vesten. Reglerne er trådt i kraft, men rammerne for implementering er stadig uklare. Det kan, sagt med andre ord, være besværligt at navigere i de nye klimakrav. Læs med her og få kortlagt, hvad bygningsreglementet betyder for dig i byggebranchen.
Uanset om du er bygherre, arkitekt, ingeniør, entreprenør eller på anden vis bevæger dig i byggeriets verden, så er det formentlig ikke gået din næse forbi, at et nyt bygningsreglement er trådt i kraft – og det vender op og ned på spillereglerne i dansk byggeri.
Du skal kunne dokumentere, hvordan og i hvor høj grad dit byggeri påvirker klimaet. Du skal kunne udføre LCA-beregninger (livscyklusvurderinger) og forholde dig til dugfriske tærskelværdier.
Hvor den tidligere grænse for udledning af CO₂ pr. kvadratmeter i gennemsnit måtte ligge på 12 kg, er grænsen nu sat ned til, at nybyggeri i gennemsnit må udlede maks. 7,1 kg CO₂ pr. kvadratmeter.
Grænseværdierne varierer alt efter bygningstype. Det betyder, at de byggerier, hvor det er lettest at bygge bæredygtigt, også møder de højeste krav.
Få overblik over grænseværdierne for 2025 her i skemaet:

Med det nye bygningsreglement er det ikke længere blot mursten, cement og isolering, der bliver vejet og målt i klimaregnskabet. Også det, der sker omkring byggeriet – på byggepladsen og transporten – er nu blevet en del af ligningen.
Som et ekstra lag i de skærpede klimakrav er der nemlig indført en ny, særskilt grænseværdi for CO₂-udledningen fra selve byggeprocessen. Det betyder, at transporten til og fra byggepladsen, energi- og brændselsforbrug samt materialespild på byggepladsen sættes under lup. Grænsen er sat til 1,5 kg CO₂e pr. kvadratmeter om året og skal sikre, at der sættes spot på hele byggeriets livscyklus – fra start til slut.
Det fordrer, at alle byggeriets aktører – lige fra bygherrer til leverandører – tænker grønt og bæredygtigt i deres beslutningsprocesser.

Læs mere om fremtidens grønne løsninger i byggeriet her.
Ansvaret for overholdelse af de nye klimakrav ligger i første omgang hos bygherren. Det er altså ejeren af byggeriet, der skal sikre, at grænseværdierne bliver overholdt og dokumenteret korrekt.
Men hvad sker der, hvis klimaregnskabet ikke stemmer? Hvis bygningen forurener mere, end grænseværdierne tillader, eller papirarbejdet sejler?
Så er det kommunen, der træder ind og skal beslutte, hvordan bygningen lovliggøres. Det er nemlig landets kommuner, der har ansvaret for at håndhæve de nye klimakrav. I sidste ende er det dog kun politiet, der kan give bøder for overtrædelser af bygningsreglementet. Det skriver Licitationen.
Der findes ingen fast skabelon for, hvordan den dokumentation, som de nye klimakrav kræver, skal udformes. Ifølge Social- og Boligstyrelsen er det op til bygherren at vælge både form og format – så længe dokumentationen er gennemsigtig og gør det muligt at efterprøve, at beregningerne følger den europæiske standard EN 15978.
Men netop dén fleksibilitet kan give anledning til usikkerhed i praksis, påpeger flere i branchen. En af dem er bæredygtighedschef hos Glostrup-entreprenøren CG Jensen, Poul-Erik Olsen, der formulerer det skarpt i en artikel i Licitationen:
”Er det et Excel-ark, bagsiden af et stykke lokumspapir, eller hvordan vil de have dataene?”
Derfor peger flere i branchen nu på digitale løsninger som nøglen til at få styr på klimaregnskabet. Det gør det ikke bare lettere at dokumentere CO₂-aftryk, men også muligt at gentænke hele byggeprocessen, mindske spild og tage bæredygtige beslutninger tidligt i projektet.
Disse nye klimakrav cementerer, at bæredygtigt byggeri ikke længere er en valgmulighed – det er et grundvilkår.
Vil du være på forkant med udviklingen og opdage nye spændende byggeprojekter? Med en licens til Projektagenten kan du følge byggeprojekter og udbud tæt, så du er opdateret på de nyeste bæredygtige projekter. Få en gratis demo og se alle mulighederne.
Udfyld formularen, og vi kontakter dig hurtigst muligt.