Stor. Større. Størst. Hvem troner egentlig på toppen af dansk byggeri? Få overblikket over Danmarks 10 største virksomheder i bygge- og anlægsbranchen målt på omsætning.
Selvom byggeriet fortsat befinder sig i en turbulent tid, som er præget af et usikkert marked, stigende krav og hård konkurrence, er der gang i hjulene på toppen af dansk byggeri. Det er Licitationens dugfriske udgivelse Byggeriets Top et vidnesbyrd om. Her er 243 af bygge- og anlægsbranchens største virksomheder blevet vendt, drejet og gennemlyst for at tegne et billede af dem, der sætter retningen for dansk byggeri.
Denne artikel er kreeret på skuldrene af Licitationens publikation Byggeriets Top samt informationer fra Projektagentens database.
Med en omsætning på 28,853 mia. kr. cementerer vinduesgiganten VKR Holding, der ejer Velux og Dovista, sin position som branchens absolutte førerhund.
Men selv på toppen kan der være modvind. For selvom VKR ligger stabilt forankret øverst på ranglisten over byggeriets sværvægtere målt på omsætning, har 2024 ikke været uden udfordringer for milliardkoncernen. De har blandt andet skåret gevaldigt i medarbejderstaben, og omsætningen er faldet fra 29,543 mia. i 2023 til 28,853 mia. kr. i 2024. Til gengæld er deres egenkapital vokset med knap 3,4 mia. kr., og bundlinjen har taget et solidt hop opad med yderligere 173 mio. kr. Det skriver Licitationen.
Siden regnskabsåret 2024 har der været en markant ændring på direktionsgangen. I august 2025 overtog tidligere finansdirektør hos Vestas, Martin Smith, posten som ny adm. direktør. Læs mere om den nye topchef på Licitationen.
Der er for alvor kommet fut i fejemøget hos entreprenørgiganten Per Aarsleff. Regnskabsåret for 2024 viser en omsætningsfremgang på lige knap 1,5 mia. kr. sammenlignet med året før. Dermed sniger Per Aarsleff sig ind på en solid andenplads over de største virksomheder i branchen målt på omsætning. Samlet landede deres omsætning i det seneste regnskabsår på 21,719 mia. kr., hvilket cementerer Per Aarsleffs position som en af den danske anlægsbranches absolutte tungeste drenge.
Deres portefølje tæller en række af landets mest ikoniske anlægsprojekter, herunder Øresundsforbindelsen, Storebæltsforbindelsen, Københavns Metro og Aarhus Letbane.
Med en omsætning på 17,555 mia. kr., bliver ingeniør-, arkitekt- og rådgivningskoncernen Rambøll Gruppen A/S bronzevinderen af dette omsætningskapløb.
Dog må Rambøll se i øjnene, at deres vækst har mistet fart. I 2023 lå koncernens vækst på over 8 procent, og i dette regnskabsår lander den organiske vækst på beskedne 1,9 procent. Det kan du læse mere om på Licitationen.
Rambøll Gruppen har blandt andet været en del af opførelsen af den nye Storstrømsbro, Operaen i København, Carlsberg Byen og Energiøen i Nordsøen. Læs mere om disse projekter på Projektagenten.
MT Højgaard Holding A/S befinder sig ligeledes blandt toppen af poppen inden for byggevirksomheder, når det gælder omsætning. Nærmere bestemt lød deres omsætning for regnskabsåret 2024 på 10,682 mia. kr.
Og siden årsregnskabet 2024 kan man næppe sige, at det er gået stille for sig for entreprenørkæmpen. MT Højgaard skal nemlig bygge metrostation til 900 mio. kr. Det kunne Licitationen berette tilbage i september, hvor MT Højgaard vandt Metroselskabets udbud om planlægning, udvikling og opførelse af to nye metrostationer på M4-linjen i Ydre Nordhavn i København. Læs mere om projektet.
Året 2023 markerede lidt af et vendepunkt for byggeriet. Branchen gik fra et ekstremt højt aktivitetsniveau til en hård opbremsning. Inflation, stigende renter og høje energipriser satte sit aftryk, og en vaklende efterspørgsel resulterede i, at mange i sektoren måtte spænde livremmen ind.
Stark Danmark A/S mærkede også rystelserne. Årsregnskabet for 2024 viser en beskeden fremgang på papiret. Omsætningen steg fra 9,335 mia. kr. i 2023 til 9,42 mia. kr. i 2024.
Men modvinden i branchen synes ikke at rokke ved virksomhedens selvtillid.
“Vi er jo på en vækstrejse, som vi kører benhårdt på med. Og vores robusthed viser sig ved, at vi kan vækste også i svære tider”, siger koncernchef i Stark Group, Søren P. Olesen.
Læs mere i Byggeriets Top.
Der er blevet ryddet ud i Cowi-besætningen. I 2024 kickstartede Cowi en effektiviseringsmanøvre, der ifølge adm. direktør Jens Højgaard Christoffersen skal gøre tingene langt mere enkle og selskabet mere lønsomt. Knap 500 medarbejdere, heraf en pæn portion ledere, har forladt virksomheden.
Men indgrebet ser ud til at bære frugt. Cowi lukkede 2024 med en omsætning på 8,361 mia. kr., og de første signaler tyder på, at 2025 bliver et år i fuld flor for den slankere organisation. Det kan du læse meget mere om i Licitationens artikel.
Selvom Stark overhaler Bygma på omsætningen, når vi taler byggecentre, er det faktisk Bygma, der står for den største nominelle fremgang på 390,6 mio. kr. fra 2023 til 2024. Deres omsætning for 2024-regnskabsåret, der lander på 7,507 mia. kr., efterlader dem på syvendeplads i den samlede rangering af byggeriets største virksomheder mål på omsætning.
6,583 mia. kr. Det er NCC Danmarks omsætning for 2024. Det placerer dem på en ottendeplads på omsætningsranglisten. Slår man entreprenørvirksomheden op i Projektagentens database, kan man se, at NCC netop har vundet totalentreprisen på udvidelse og renovering af Antvorskov Kaserne ved Slagelse med en anslået entreprisesum på omtrent 165 mio. kr.
Mens den danske hitmager Lamin i øjeblikket dominerer top-listerne med sit nummer “XL-BYG”, ser det knap så godt ud for byggevarekoncernen af samme navn – i hvert fald, hvis man sammenligner med deres omsætning fra året før.
Efter en omsætning på 5,453 mia. kr. i 2023 oplevede selskabet XL Byg A.M.B.A. et nøk ned til 4,817 mia. kr. i 2024.
Deres omsætningsresultat placerer dem på niendepladsen.
Hvor omsætningen for XL Byg A.M.B.A. tog et gevaldigt hop nedad, er det en ganske anden sang for teknikmastodonten Kemp & Lauritzen. Deres omsætning har været på lidt af en himmelflugt fra 2023 til 2024. Med en årsomsætning på 4,752 mia. kr. i 2024, sikrer virksomheden sig en tiendeplads i årets omsætningskapløb.
Udsigterne for 2025-regnskabsåret tegner ligeledes lovende for Kemp & Lauritzen A/S. Allerede tidligere på året kunne Licitationen rapportere, at Kemp & Lauritzen har trykket pedalerne i bund, og at aktivitetsniveauet nu slår alle tidligere rekorder.
I Projektagentens database kan du frit gå på opdagelse i landets bygge- og anlægsvirksomheder og se, hvilke projekter de er involveret i, hvordan deres økonomi bevæger sig og meget mere. Du kan oprette en personlig søgeagent, så du automatisk får besked, når de virksomheder, du følger, melder sig på nye projekter eller udbud.
Få en gratis demo og se, hvordan Projektagenten kan hjælpe dig med at navigere i bygge- og anlægsbranchen. Aldrig har det været nemmere at overvåge konkurrenter og finde spændende bygge- og anlægsprojekter.
Udfyld formularen, og vi kontakter dig hurtigst muligt.